|
Når et menneske opfører sig beundringsværdigt og udfører store bedrifter, så kaldes han eller hun for en helt.
De fleste mennesker har nok en idé om, hvordan ’en rigtig helt’ er - men det er langt fra sikkert, at de kan blive enige om det.
Der kan nemlig være stor forskel på, hvilken opførsel og hvilke karaktertræk vi synes passer sig for en rigtig helt.
Skal en rigtig helt være klog, tapper, modig, snu, stærk, tålmodig, impulsiv eller…?
Der har været stor forskel på, hvordan en rigtig helt skulle være i forskellige tidsperioder og samfundslag.
De helte, mennesker vælger, afslører noget om, hvilke egenskaber og værdier de beundrer – men man kan omvendt også lære meget om menneskers verdenssyn ved at se på, hvad det er for en opførsel, der skal straffes og som opfattes som taberagtig.
I dette tema kan du arbejde med helte og skurke fra forskellige tider. |